Kære familie og venner
Så skete det; vi kom afsted på vores længe forberedte ophold i Namibia. Jeg sidder på en super hyggelige café "Balaleika at the Zoo" og har netop oprettet vores blog - dejligt endelig at kunne skrive og fortælle jer alle, hvordan det går nogle tusind kilometer syd for Ækvator. 4 teenagepiger synger et super fedt nummer lige ved siden af cafeen, så der er god underholdning mens jeg skriver:-)
Flyveturen herned gik fint og helt uden problemer, også mit lille smut over Bruxelles gik fint, men dejligt at se Kasper igen i Frankfurt.Ventetiden brugte vi på at spise, hygge, læse og snakke, det føltes ikke som så lang tid, heldigvis. Flyveturen til Windhoek gik som en leg, 10 timer i et stort fly uden uvejr undervejs, med masser af benplads og endda en plads ved siden af hinanden, det var virkelig luksus. Vi var pænt spændte på at ankomme til paskontrollen i lufthavnen i Windhoek, for Kasper manglede jo stadig sit visum og jeg skulle rejse ind som turist uden returbillet. Heldigvis gik vi lige igennem, de skulle kun tjekke vores pas. Vores kufferter kom også frem, dejligt:-) En fyr fra Polytech(Kaspers arbejdsplads) stod og ventede på os i ankomsthallen, lækkert for der var 40 km til Windhoek og kl var 6 om morgenen. Det var en vildt smuk tur til hovedstaden med en meget orange solopgang mod det tørre landskab.
Vi tjekkede ind på vores hotel og gik direkte i seng. Derefter ud at finde en café og få noget at spise og hjem og i seng igen, vi var ret trætte efter turen. Mandag morgen ankom den anden Kasper fra Aalborg sammen med hans amerikanske kæreste, Chantelle. Kasper og Kasper skulle på Polytech allerede denne dag og finde ud af, hvad deres arbejde helt konkret skulle bestå i. Jeg læste i vintersolen og fik en ret god - og lidt rød - kulør allerede. Om dagen er der virkelig skønt solskinsvejr med mellem 20-25 grader og ikke en eneste sky på himlen. Åbenbart fordi der er så meget ørken i landet er der totalt skyfrit det meste af tiden - så lærte man også det;-) Det bliver mørkt allerede omkring halv seks og så bliver der VIRKELIG koldt. Vi er SÅ glade for at vi tog lange bukser og jakker med, ellers havde vi været nødt til at købe det. Der har været minusgrader nogle nætter, og det føles virkelig mærkeligt når man har siddet i top og nederdel om eftermiddagen!! Men sådan er det på det afrikanske kontinent.
Eftersom KAsper og Kasper allerede arbejder på Polytech hver dag, har Chantelle og jeg brugt rigtig meget tid sammen. I starten hang vi mest ud, gik rundt i byen og sad på café og drak kaffe, men de sidste 3 dage har vi virkelig brugt meget tid på at finde et hus eller en lejlighed. Vi er hjemløse om en uge, så det ville være rart med en løsning på boligsituationen her engang i weekenden. Det er virkelig fedt, at vi er to om at hjælpes ad, ringe rundt til udlejere, tage taxier osv, for så føler man sig 100% sikker. Desuden kunne man nok også have følt sig ret ensom allerede nu, så dejligt med selskab på flere områder:-)
Kasper og jeg har set på et lækkert hus ovenpå en garage meget tæt på Polytech, vi er vildt forelskede i det og håber at kvinden som ejer det vil leje det ud til os og at det ikke er for dyrt. Priserne er forholdsvis høje for boliger hernede, men vi har sat et max på ca. 8000 danske kr om måneden, for vi vil jo også gerne have råd til at tage på safari og andre ture ud i det store land. Jeg glæder mig MEGET til at få vores eget, så jeg ikke skal bruge så meget tid(og penge) på cafeer med internet, og bliver fedt at pakke kufferten ud, købe ind og lave vores eget mad. Huset vi gerne vil have deler have og pool med kvinden som ejer det, hun er fysioterapeut og har klinik i sin bolig. Derfor er hun hjemme det meste af tiden, hvilket faktisk også kunne være rart, når Kasper skal på konference i Portugal og ud i landsbyen og fortsætte det projekt, han begyndte i december. Så kryds fingre for os:-)
Kasper begynder sin undervisning på mandag, han skal kun have et hold studerende og vist undervise 3 lektioner hver mandag aften frem til sidst i oktober. Resten af hans arbejdstid kommer primært til at gå med at forberde undervisningen og fortsætte projektet med Himba-stammen i landsbyen. Jeg begynder først mit studie i august, så indtil da skal der læses, udforskes, slappes af osv. Jeg er allerede 300 sider inde i "Hulernes sang" - tak for lån Birthe.
Nå, det var alt for nu, Chantelle og jeg skal ud og se på et par forstæder og i aften skal Kasper og jeg se et andet hus - og forhåbentlig også det hus vi gerne vil have en gang til.
Glæder mig til at høre fra jer:-)
Knus fra os begge
Nice.. vi glæder os til at høre/se mere..
SvarSlet(P.s) får vi snart nogle billeder også.. ku være rart med lidt billeder fra jeres første safari dernede.. :-)
Mvh Rune.