Hverdag i Windhoek

Kære allesammen

Så har vi fået en hverdag i Windhoek. Kasper møder på Polytech ca. halv ni-ni, hvorefter jeg spiser morgenmad i solen, læser, finder yogamåtten - og nogle dage sjippetovet - frem, vasker op, læser lidt mere, handler ind, afleverer vasketøj til Xandras hushjælp, Brenda,(som arbejder i Xandras hus HVER dag) får ordnet indkøb og lavet mad. Jeg er i øjeblikket det man kalder hjemmegående - og det er da meget hyggeligt i en periode, men tror jeg er sådan én, der egner mig bedst til at have et arbejde. Det var jeg nu ikke i tvivl om, men altid rart at få det bekræftet:-) Til gengæld er det nok meget sundt at komme lidt ned i gear, og det skal jeg love for, at jeg er nu:-)

Heldigvis er der jo så plads til andre oplevelser, når man ikke går på arbejde. I tirsdags var Chantelle og jeg på besøg på børnehjemmet Baby Haven, der drives 100 % af frivillige. En kvinde ved navn Agnes tog for 10 år initiativ til at åbne Baby Haven, da der ikke rigtig eksisterede børnehjem i Namibia. Det skulle egentlig være delvist financieret af regeringen, men sådan går det ikke altid her i landet, og derfor har Agnes ikke set så meget som en namibisk dollar fra regeringen i alle de år, hun har drevet Baby Haven. Skrækkeligt!! De børn der kommer på Baby Haven har enten mistet deres mor pga AIDS eller andre sygdomme eller også er deres mor simpelthen ikke i stand til at tage sig af barnet og har fx lagt det under en bro eller ved en gadedør i håb om, at andre mennesker ville være barmhjertige og tage sig af det eller finde nogle, som ville. Fattigdommen er ekstrem i disse kvinders situationer og fædrene er ikke eksisterende eller ikke til stede af den ene eller den anden grund. Baby Haven er sidste udvej! Så 12 børn lever i et lille hus hvor 2 voksne frivillige plejere tager sig af dem til hverdag og 1 i weekenden. Der er pt 4 børn under 1 1/2 år, 2 på 2 1/2, 4 børnehavedrenge ml 4 og 5 og to piger på 7 år. Det er klart, at der med så få hænder ikke er tid til kærtegn og omsorg i den grad, spædbørn og babyer har brug for - meget af den tid vi var der, lå de 2 små 3 måneders babyer alene - plejerne sad ved siden af Chantelle og jeg som sad med de lidt større babyer mens vi legede med børnehavedrengene og snakkede med skolepigerne. Agnes ved at det er vigtigt at de frivillige ved, hvad børn har brug for, men kulturen hernede er bare helt anderledes end hjemme i DK - og så kunne man forestille sig, at de frivillige måske ikke har lyst til at knytte sig så meget til børnene af frygt for at de dør eller skal tilbage til deres mødre, som det sker i nogle tilfælde.. Uanset hvad var det er hjertegribende besøg - det bedste ved det var, at til trods for få midler og små forhold, så virkede børnene glade:-) Vi skal besøge dem igen i næstre uge - jeg har købt nogle sæbebobler til dem og så vil jeg købe lidt mere fx grøntsager og frugt, som er dyrt, så de får noget nærende at spise...

Vores weekendplaner gik rigtig godt, vi grillede med Xandra, Ula og én af Xandras venner i lørdags og det var rigtig hyggeligt. Der var masser af lækker mad og rødvin og det var dejligt at have mulighed for at tale mere med Xandra end de 5-10 min vi ellers taler ad gangen. Ula havde fået en hvid rotte, den skulle vi selvfølgelig også hilse på!! Hmm.. Ikke lige vores favorit-kæledyr!

Søndag slappede vi begge bare af, Kasper trængte til en dag uden arbejde og uden de store planer, for det hele er gået meget stærkt efter sidste dag på Uni i Aalborg. Om aftenen skulle vi spise hos Jens, Kaspers afdelingschef, og hans kone Christy sammen med Chantelle og Kasper. Vi kender en taxachauffør, Israel, rimelig godt efterhånden, Chantelle og jeg har kørt med ham mange gange, da vi skulle se på huse osv. Ham havde vi bestilt til at hente os kl. 17, men eftersom "tid" er et begreb, man ikke tager så højtideligt hernede, dukkede han op kl 18 i stedet for!! Ikke så fedt når man er inviteret til et tidligere tidspunkt, vel? Men heldigvis kender Jens og Christy til afrikanernes tidsforståelse, så de tog det stille og roligt - det tror jeg, vi andre er nødt til at lære.. Men vi havde en rigtig hyggelig aften i godt selskab og altid dejligt at se folks hjem og lære dem bedre at kende på den måde:-)

Den kommende weekend har vi bestilt en mini safari(Game Park Drive) til Gochaganas, hvor man udover de dyr vi så for et par uger siden, kan se næsehorn!! Vi vil gerne ud at så på dyr mindst én gang om måneden, når vi nu har mulighed for det:-) Næste blogindlæg bliver nok om den tur - den glæder vi os til:-)

Vi laver go' mad om aftenen, det er jo intet problem, når der er masser af kvæg i landet. Kødet er billigt og af go' kvalitet, så det er dejligt. Vi er begge blevet rigtig vilde med søde kartofler bagt i ovnen - det kan folk, der ønsker at komme på besøg hos os, godt glæde sig til - det smager vildt godt:-) Jeg har også planer om at bage i nær fremtid, har købt tørgær(fordi man ikke kan få frisk) og så skal man jo fx også bruge bagepapir; men det var tæt på at jeg droppede mine bageplaner, da jeg så, at en rulle bagepapir kostede 64 namibiske dollars - det svarer til ca 46 kr!!! Det er sådan nogle mærkelige ting, der er dyre.... Nå, men jeg skulle jo bruge det, så ned i vognen og hen til kassen - havde lyst til at lukke øjnene, da hun scannede prisen ind! Er jo lige før man føler sig tvunget til at bruge begge sider af bagepapiret, inden man tager et nyt stykke, hmmm... Faktisk er det næsten lige så dyrt at købe marmelade!

Forresten er jeg blevet godkendt til at få SVU, når jeg påbegynder mit studie om en måned. Dejligt lige at få det på plads også:-)

Nu er det filmtid, så ikke mere blogskriveri.

Ha' det godt:-)

Knus Kasper og Vivian